onsdag den 18. december 2013

Anderledes VM-feber rammer i Brasilien

VM-feberen raser i Brasilien, men det er ikke over turneringen på egne breddegrader til sommer


På Sydamerikas østkyst i millionbyen Belo Horizonte er det nemlig VM for klubhold, de mange tusinde fodboldfanatikere lige nu har rettet fokus mod. De håber, at de lokale helte fra Atletico-MG kan hjemføre trofæet for første gang i klubbens historie. 

Og det gør de i en grad, som vi hjemme i Europa ikke helt forstår - eller kan matche. For mens skiftende europæiske storklubber har konkurreret om, hver der har kunnet tage lettest på turneringen og ved adskillige lejligheder har sendt hele og halve reservehold på banen, er turneringen et kæmpe hit i Brasilien.
VM for klubhold har altid været en drøm for os Atlético-fans. For os er det den største titel, som en klub kan opnå, siger 26-årige André Siuves, en advokat i Belo Horizonte.

Tager tur på 6.900 km

Først og fremmest fordi turneringen har deltagelse af de bedste klubber i verden, og fordi adgangen er sikret ved at vinde svære mesterskaber, der dækker de enkelte kontinenter, siger den glødende fodboldfan.
Ved FIFA Club World Cup kan vi bevise over for hele verden, at vores klub er stærk og er i stand til at vinde en turnering på allerhøjeste plan, forklarer han. - VM-turneringen er jo også den eneste mulighed vi har for at kæmpe på lige fod med europæiske klubber og repræsentanter for de andre kontinenter, tilføjer André Siuves.
Men mange af de fodboldtossede brasilianere vil også tage turen og være til stede for at følge de lokale helte små 6.900 kilometer fra hjembyen på stadion i Marrakech. 

For et lille år siden rejste op imod 30.000 fans af Corinthians således til Tokyo for at se ”O Timão” (Det Store Hold) triumfere i finalen mod Chelsea, og forventningerne er i år, at man vil se 10-20.000 mineiros i Marokko. I hvert fald nyder de lokale rejseselskaber godt af succesen hos Ronaldinho og Atletico-MG, og et af de større, Unitour Turismo Universal, melder om stor interesse.

Rejser for fem måneders løn

Unitour har alt udsolgt af pakkerejser til Marokko, men vi prøver at etablere flere linjer, som kan transportere fansene direkte fra Belo Horizonte til Marrakech, siger rejsekoordinator for selskabet, Laura Ladeira.
En pakkerejse med Unitour koster 8.-11.000 reais, hvilket svarer til mellem 18.500 og 25.000 danske kroner. Det er hvad en gennemsnitlig folkeskolelære i Brasilien tjener på fem måneder. Før skat.

Så mens det meste af resten af fodboldverdenen gearer sig mod VM-slutrunden i Brasilien til sommer, er der hos André Siuves og Atletico-fansene ingen tvivl om, hvilket trofæ, der helst skulle stå på brasiliansk grund inden for kort tid.
Jeg ser helst at Atlético vinder, og det gælder 90% af alle ’atléticanos’, konstaterer André Siuves. - Men derfor holder jeg selvfølgelig stadigvæk med Brasilien, når vi spiller slutrunde her i 2014, tilføjer han.
Atlético-MG lægger ud den 18. december kl. 20.30 mod værterne Raja Casablanca, og hvis det går som André Siuves og hans fanfæller drømmer om ender det med en finalesejr over Bayern München lørdag den 21. december.

Denne artikel var i Politiken onsdag den 18. december (link til avisen)

André Siuves og kæreste var på Mineirão, da Atlético i juli måned vandt Copa Libertadores

Ingen kommentarer:

Send en kommentar