mandag den 24. november 2014

U-landsholdsspiller matchvinder i San-São-classico

18-årige Boschilia blev matchvinder, da São Paulo besejrede Santos med 1-0 i søndagens San-São-classico, som var henlagt til VM-arenaen i Cuiabá. Den brasilianske u-landsholdsspiller slap igennem 9 minutter efter pausen, og hans flade spark slap forbi fangearmene på Santos-keeperen Aranha (Edderkoppen).

Det var et lidt overraskende resultat. São Paulo stillede nemlig med næsten et helt reservehold, da klubbens fokus ligger på onsdagens semifinale i Copa Sulamericana mod colombianske Atlético Nacional. Rogério Ceni & Co. tabte det første møde i Medellin med 1-0, så der skal virkeligt friske ben til for at nå til finalen.

São Paulo holder med sejren sin 2. plads i Serie A, og "O Tricolor" er med to spillerunder igen sikker på spil i Copa Libertadores 2015. Spørgsmålet er blot om det bliver via anden eller tredjepladsen. Løbet om det brasilianske mesterskab er kørt, idet Cruzeiro med en sejr over Goiás har sikret sig titlen for anden år i træk.

Santos ligger nede som nummer 11 uden chance for Top 4 eller risiko for nedrykning. Det blev heller ikke til succes i pokalturneringen for Robinho & Co, der dermed må gå ind til 2015 med stor lyst til revanche for at rette op på en ringe sæson.

Se målet fra Santos - São Paulo

Robinho holder unge Boschilia fra fadet denne gang (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar