søndag den 9. november 2014

Fred & Fluminense taber terræn i Top 4

Der stod vigtige points på spil, da Coritiba tog imod Fluminense hjemme på Couto Pereira. Hjemmeholdet er kraftigt involveret i kampen om at undgå nedrykning, mens gæsterne i den modsatte ende af tabellen jagter points i spillet om fire pladser i Copa Libertadores 2015.

Det blev Coritiba, som fik mest at glæde sig over. Camerouneren Joel blev matchvinder, da han kort før pausen satte kampens enlige scoring ind bag Diego Cavalieri i gæsternes bur. Dermed fik Fluminense brudt en ellers herlig stime på fire sejre i træk.

Coritiba rykker med sejren op på 14. pladsen i Serie A med 3 points ned til nedrykningsstregen, mens Fluminense mister sin plads i den attraktive Top 4. "O Tricolor" ligger nu 5'er, men Fred & Co. kan dumpe længere ned, såfremt Grêmio og Corinthians får points denne søndag.

Se målet fra Coritiba - Fluminense

Fred (tv) fik brudt sin flotte sejrsstime af nedrykningstruede Coritiba (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar