onsdag den 19. november 2014

Hoffenheim-bomber matchvinder for Brasilien

Brasilien sluttede landskampsåret af med en 2-1 sejr ude over Østrig i en forestilling, hvor Dungas drenge aldrig nåede op på det niveau, som holdet har vist i testkampene mod Argentina, Japan og Tyrkiet..

De første 45 minutter var uden de helt store chancer, og de to mandskaber kunne gå til pause med stillingen 0-0 Det var elvte gang, at det brasilianske landshold under den genindsatte landstræner gennemførte en halvleg uden at slippe mål ind.

I 2. halvleg løsnede det lidt, men der skulle en brasiliansk dødbold til at åbne scoringen. Et hjørnespark af Oscar efter 18 min. endte i panden på David Luíz, der forinden havde revet sig løs af sin oppasser, og så førte gæsterne med 1-0.

Føringen holdt kun 10 minutter. Oscar fældede indskiftede Weimann i det kriminelle felt, og Dragovic var sikker i eksekveringen over for Diego Alves. Det var første gang, at Brasilien slap et mål ind efter VM-slutrunden for 4 måneder siden.

Indskiftede Roberto Firmino sørgede alligevel for en perfekt brasiliansk afslutning på 2014, da Hoffenheim-angriberen smadrede bolden ind med en hastighed på 93 km/t med bare 8 minutter igen. Dermed er de kanariegule oppe på 6 sejre i træk under den nye æra med Dunga.

Kampen sluttede med en ren symbolhandling, da Neymar forlod banen med få minutter igen og overlod anførerbindet til Thiago Silva. Den detroniserede kaptajn startede ellers kampen på bænken, men med Mirandas skade blev det til en time på banen for PSG-forsvarsspilleren,

Neymar & Co. kan nu hvile landskampsstængerne indtil marts 2015, hvor der bl.a. er programsat en testkamp mod Frankrig i Paris. Årets helt store opgave bliver dog Copa America, som spilles i juni-juli i Chile.

Brasiliens opstilling (4-3-3):

Diego Alves;
Danilo, Miranda (Thiago Silva), David Luiz, Filipe Luís;
Luiz Gustavo , Fernandinho (Casemiro), Oscar (Fred); 
Willian (Douglas Costa), Luiz Adriano (Roberto Firmino), Neymar (Marquinhos)

Se målene fra Østrig - Brasilien

Roberto Firmino (th) sørger for en perfekt afslutning på landskampsåret (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar