torsdag den 20. november 2014

Problembarn ignorerer træner og sender storklub mod Serie B

Storklubben Botafogo havde kniven for struben, da Rio-mandskabet med landsholdskeeperen Jefferson i spidsen tog imod Figueirense i den fjerdesidste omgang af den brasilianske Serie A. Alt andet end en sejr var nærmest ubrugeligt i kampen for at undgå nedrykning.

Og det blev det værst tænkelige resultat for de zebrastribede. Jobson misbrugte et straffespark for hjemmeholdet i starten af 2. halvleg, og bare et par minutter efter headede França sejrsmålet ind for oprykkerne fra Florianópolis.

Stemningen i Botafogo blev ikke bedre af at træner Vágner Mancini havde bedt Murilo om at eksekvere straffesparket, men det ignorerede Jobson. Det havde sikkert været acceptabelt, hvis problembarnet havde scoret, men udgangen blev som bekendt en anden.

Med sejren på 1-0 har Figueirense skabt et vigtigt hul på 5-7 points ned til nedrykningsstregen, afhængigt af hvad Chapecoense henter i sin torsdagskamp ude mod Fluminense. Og Botafogo, de ligger bare skidt til med 5 points op til stregen, og der er bare 9 points at spille om.

Botafogo sluttede i sidste sæson i Top 4, men afgangen af profiler som Clarence Seedorf, Dória m.fl. har kostet dyrt. Pengekassen er også tom i Rio-klubben, som i flere perioder har skyldt sine spillere løn for flere måneder. Botafogo er en syg klub for tiden, og kuren må nok inkludere en tur i Serie B.

Se målet fra Botafogo - Figueirense

Jobson med et par dopingdomme bag sig græmmer sig over brændt straffe (Foto: Lance)

Onsdagens kampe i Serie A:
Atlético-MG - Flamengo  4 - 0
Atlético-PR - Santos  1 - 1
Botafogo - Figueirense  0 - 1
Criciúma - Bahia  0 - 1
Goiás - Corinthians  0 - 1
Palmeiras - Sport Recife  0 - 2
Vitória - Coritiba  1 - 1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar