fredag den 28. november 2014

Målmandslegende udskyder karrierestop efter nedtur

Målmandslegenden Rogério Ceni havde tidligere på året meddelt, at 2014 ville blive hans sidste år som aktiv fodboldspiller, og at ambitionen var at slutte den lange og flotte karriere af med en titel. Det brasilianske mesterskab endte som bekendt hos Cruzeiro i søndags, og derfor var Copa Sulamericana sidste skud i bøssen for den 41-årige São Paulo-kaptajn. Her blev det imidlertid også kun til lige ved og næsten, idet semifinalen blev endestationen for Ceni og hans holdkammerater.

Lyseslukkeren var colombianske Atlético Nacional, som havde vundet det første semifinaleopgør i Medellín for en uge siden med 1-0, mens returkampen på Morumbi endte med en 1-0 sejr til paulisterne. Det var playmakeren Paulo Henrique Ganso som satte den enlige scoring ind 8 minutter efter pausen. Dermed skulle finalisten findes ved straffesparkskonkurrence, og her var Atlético Nacional nådesløse.

Colombianerne vandt duellen fra pletten med hele 4-1. São Paulos enlige træffer blev selvfølgelig sat ind af Rogério Ceni, mens Bocanegra, Juan Valencia, Cardona og Luís Ruíz scorede for gæsterne. Alan Kardec og Rafael Toloi brændte for hjemmeholdet, og Alan Kardec lavede en ren "John Terry", da han mistede fodfæstet i sparkeøjeblikket, og bolden endte milevidt over det colombianske mål. 

Atlético Nacional er dermed klar til slutkampen om Copa Sulamericana-titlen, og modstanderen i finalen bliver argentinske River Plate, som torsdag sendte ærkerivalerne fra Boca Juniors ud med cifrene 1-0. Pisculichi blev matchvinder for hjemmeholdet, mens Gigliotti blev skurken for gæsterne med et brændt straffespark. Den første finalekamp mellem Atlético Nacional og River Plate bliver den 3. december i Medellín, mens returmatchen bliver i Buenos Aires ugen efter.

Og nu tilbage til spørgsmålet om Rogério Ceni. Der var rygter om, at han alligevel ville forlænge sin karriere, og spekulationerne er nu blevet til fakta. Fodboldfans i Brasilien får glæde af 8 måneder mere med denne store personlighed. Kontrakten med São Paulo er nu blevet forlænget til 5. august 2015. Målet er nu af slutte karrieren af med en sejr i Sydamerikas fornemste klubturnering, hvor "O Tricolor" er sikker på deltagelse via sin 2.-3. plads  Serie A.

Se målet og afgørelsen fra pletten

Rogério Ceni udskyder karrierestop efter nedturen i Copa Sulamericana (Foto: Lance) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar