mandag den 10. november 2014

Kaká holder São Paulo inde i mesterskabskampen

Det var stjernerne, som slog til, da São Paulo sikrede sig en 2-1 sejr ude over Vitória i den femtesidste spillerunde af Serie A.

Den tidligere landsholdsangriber Luís Fabiano bragte gæsterne foran efter 12 minutters spil, men Kadu tordnede en udligning ind bag målmandslegenden Rogério Ceni 11 minutter efter pausen.

Midtvejs i 2. havleg blev Kaká sendt i spil for São Paulo, og den tidligere Milan-spiller kvitterede for tilliden med at sende sejrsmålet ind 13 minutter før slutfløjtet. Det var ellers planen, at Kaká skulle spares, men paulisterne skulle bare bruge de tre points i topkampen.

Den afgørende scoring kom i øvrigt på lidt af en foræring af Vitória. Roger Cavalho gled, da han skulle lægge bolden tilbage til egen keeper, Luís Fabiano opsnappede bolden og spillede Kaká fri til scoring.

Med resultatet holder São Paulo nogenlunde spænding i kampen om mesterskabet. "O Tricolor" ligger 2'er med 5 points op til førerholdet Cruzeiro, og med 15 points af spille om er ballet ikke lukket helt.

Se målene fra Vitória - São Paulo

Kaká kom ind til rollen som matchvinder for São Paulo (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar