torsdag den 20. november 2014

Atlético smadrede igen Flamengo på Independência

Atlético-MG må bare knuselske at spille mod Flamengo hjemme på Arena Independência! For et par uger siden blev det til en knusende sejr på 5-1 i pokalsemifinalen, og det fulgte Diego Tardelli & Co. op denne onsdag med en sejr på hele 4-0 i Serie A-sammenhæng.

Den lille energiske Luan blev kampen store spiller med to scoringer. Landsholdsangriberen Diego Tardelli udnyttede et straffespark begået mod OL-landsholdsbacken Douglas Santos, mens unge Dodô var sidste mand på tavlen for "O Galo" (Hanen).

Atlético-MG rykker med sejren op på 4. pladsen i Serie A, og for at beholde positionen skal de zebrastribede i dag heppe på bysbørnene fra Cruzeiro, som spiller ude mod Grêmio. "O Galo" har udover en Top 4-placering i Serie A også mulighed for kvalifikation til Copa Libertadores via pokalturneringen.

Flamengo ligger 10'er i tabellen, og "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) har udspillet sin rolle i Serie A. Træner Vanderlei Luxemburgo bruger derfor de sidste runder til at tjekke spillere mhp. 2015. Kampen i Belo Horizonte må have medført en masse minusser på blokken...

Se målene fra Atlético-MG - Flamengo

Luan og de øvrige Atlético-spillere har noget at juble over for tiden (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar