søndag den 2. november 2014

Kaos da Corinthians delte med Coritiba

Top 4-aspiranterne fra Corinthians var i store problemer hjemme mod dumpekandidaterne Coritiba. "O Timão" (Det Store Hold) var nede med 0-2 ved halvleg på mål af Robinho og eneren Alex, men på en heroisk indsats lykkedes det hjemmeholdet at hente de to mål i 2. halvleg. 

Landsholdsspilleren Elias gav de 28.099 betalende tilskuere tro på tingene med en reducering lige efter pausen, og i den allersidste spilsekvens headede Bruno Henrique udligningen ind bag en fortvivlet Vanderlei i gæsternes bur.

Begge mandskaber kunne med rette være noget irriterede over aftenens dommersekstet. Værst var det, da Corinthians i 1. halvleg fik tildelt et straffespark, som senere blev omdømt, og det så heller ikke godt ud, da hjemmeholdets keeper Cássio var på vippen til en udvisning for en "hands" uden for feltet, men hvor hele affæren endte med et dommerkast.

Nå, ja, derudover fik begge hold annulleret en scoring og for at fuldende en kaotisk aften på Arena Corinthians blev kampen afbrudt i flere minutter, da en hund luskede rundt inde på banen.

Resultatet betyder, at Corinthians misser to vigtige points i kampen om Copa Libertadores-kvalifikationen. Mano Menezes' mandskab ligger nu 6'er dog a points med rækken nummer 3-5. Coritiba ligger  fortsat under nedrykningsstregen, som følge af færre sejre end Vitória.

Se målene fra Corinthians - Coritiba

To af kampens målscorere Alex og Bruno Henrique i duel (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar