mandag den 22. september 2014

São Paulo-derby med masser af mål og knippelsuppe

Corinthians trak sig sejrrigt ud af historien første møde med São Paulo på klubbens spritnye VM-arena i Itaquera. ‘O Timão’ (Det Store Hold) vandt dette clássico Majestoso med 3-2 i en match, hvor gæsterne var i teten to gange, men hjemmeholdet trak stikket hjem og vandt til sidst.

Den peruvianske landsholdsspiller Paolo Guerrero blev kampens store spiller. Angriberen med fortid i tysk fodbold scorede sejrsmålet, men han fik også fremprovokeret et straffespark. Det blev også en bevæget aften for Corinthians’ venstre back Fábio Santos, som scorede to mål på straffespark, men han også fik udstedt en tidlig badebillet efter en for voldsom tackling af Osvaldo.

Souza og Edson Silva scorede for gæsterne, som blev noget handicappet 20 minutter inde i 2. halvleg. Her begik mistede venstre backen Álvaro Pereira et straffespark mod Guerrero, og da han var sidste mand betød det et direkte rødt kort til synderen.

Kampen blev desværre skæmmet af uro inde på arenaen, da to fangrupper røg i flæsket på hinanden, og politiet måtte trække stavene for at få parterne fra hinanden. Episoden er indberettet af kampens dommer, så Corinthians kan sikkert se frem til en bøde og evt. nogle hjemmekampe afviklet på neutral bane.

I den samlede stilling beholder São Paulo sin 2. plads med 7 points op til Cruzeiro, mens Corinthians beholder sin 4. plads med 9 points op til duksene fra Belo Horizonte.

Se målene fra Corinthians - São Paulo

Fábio Santos (tv) havde en bevæget dag med 2 scoringer og en udvisning (Foto: Lance)

Politiet måtte svinge kniplerne for at få neutraliseret et slagsmål på Arena Corinthians

Ingen kommentarer:

Send en kommentar