mandag den 22. september 2014

Carlos 'Bronson' gjorde det onde ved Cruzeiros dukse

Atlético-MG leverede noget af en mandfolkeindsats, da ‘O Galo’ (Hanen) besejrede ærkerivalerne og duksene fra Cruzeiro med 3-2 sejr i søndagens Clássico Mineiro.

U20-landsholdsspilleren Carlos blev den helt store helt med to scoringer, hvoraf det sidste blev sat ind kort før tid og sikrede Atlético de tre vigtige points.

Det var såmænd også Carlos, der åbnede scoringen efter 38 minutter, og Diego Tardelli fordoblede føringen bare minuttet efter.

Det slog dog ikke Cruziro ud af kurs. Ricardo Goulart fik reduceret kort før pausen, og U21-landsholdets Alisson fik bragt balance på måltavlen 6 minutter efter pausen.

Cruzeiro har ikke tabt en eneste Serie A-kamp på Mineirão i år, og det lignede også business as usual, altså lige indtil Carlos med kælenavnet 'Bronson’ i kampens 'døende minutter' ødelagde hjemmeholdets fine statistik.

Resultatet betyder, at Atlético-MG kravler op på 6. pladsen i Serie A med tre points op til den attraktive Top 4, og sejren beviste, at ‘O Galo’ er ovenpå igen efter afskeden med Ronaldinho

Cruzeiro beholder sin 1. plads i Serie A samt sit forspring på 7 points ned til de nærmeste forfølgere. São Paulo tabte nemlig også med 2-3 til deres ærkerivaler fra Corinthians.

Se målene fra Cruzeiro - Atlético-MG

Carlos og Diego Tardelli lagde duksene ned foran 50.000 fans på Mineirão (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar