fredag den 26. september 2014

Gammel VM-anfører viser vejen for kriseramte Palmeiras

100-årige Palmeiras viste endeligt lidt positive takter, da ‘O Verdão’ (De Grønne) hjemme på Pacæmbu besejrede Vitória med 2-0.

Den tidligere brasilianske landsholdsanfører Lúcio viste vejen med et hovedstødsmål efter 25 minutter, og holdets topscorer Henrique slog til 17 minutter inde i 2. halvleg.

Med sejren overlader Palmeiras sidstepladsen til Criciúma, men de tre points var ikke nok til at bringe storklubben op over nedrykningsstregen.

‘O Verdão’ ligger fjerdesidst med et enkelt point op til den stiblede streg. Vitória ligger lige efter Palmeiras med et point færre på kontoen og to points op til redningen.

En anden kriseramt storklub som kæmper for livet, nemlig Botafogo fik også lidt positivt at snakke om efter torsdagens 1-0 sejr over Goiás på Maracanã. 

Stopperen Bolívar afgjorde kampen 16 minutter inde i 2. halvleg, og ligesom på Pacaembu var det et hovedstød efter hjørnespark, som sprængte nullet.

Hjemmeholdets kontroversielle angriber Emerson Sheik havde haft chancen tidligere, men spilleren, som står til karantæne efter for rullende kameraer at have kaldt fodboldforbundet for en ‘skamplet’, missede et straffespark.

Botafogo rykker op på 15. pladsen med et enkelt point ned til nedrykningszonen, mens Goiás, som i weekenden lammetævede Palmeiras med 6-0, rykker ned som nummer 11 med en buffer på 5 points ned til stregen.

Se målene fra Palmeiras - Vitória

Se målet fra Botafogo - Goiás

Lúcio (tv) viser vejen for Palmeiras (Foto: Lance)

Torsdagens kampe i Serie A:
Atlético-MG - Santos  3-2
Botafogo - Goiás  1-0
Palmeiras - Vitória  2-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar