fredag den 12. september 2014

Cruzeiros to landsholdsspillere slog til i comeback

Det brasilianske dukse fra Cruzeiro bevarede sit forspring på 7 points ned til São Paulo efter at ‘A Raposa’ (Ræven) hjemme på Mineirão besejrede Bahia med 2-1 i den 20. spillerunde  af Serie A.

Bundproppen fra Bahia kunne ellers gå til pause oppe med 1-0 på det mål, som Rafael Miranda satte ind efter 29 minutter, men i 2. halvleg gik det galt for gæsterne fra Salvador.

Den brasilianske landsholdsspiller Éverton Ribeiro udlignede på straffespark 8 minutter inde i den sidste omgang, og hans kollega i gult og grønt Ricardo Goulart sørgede for sejrsmålet, da der manglede 20 minutter af kampen. 

Bahia virkede som et hold ude af balance, og udvisningen af anføreren Titi i forbindelse med straffesparket var fatal for gæsterne. At klappe af en dommer lige efter at man har modtaget en advarsel er ikke det smarteste, og det burde den rutinerede Titi have vidst.

Hele Brasilien glæder sig nu til på søndag, hvor Cruzeiro og São Paulo tørner sammen på Morumbi. Der forventes totalt udsolgt til matchen, hvilket indebærer omkring 60.000 tilskuere. Det bliver en fed ramme til mødet mellem de to for tiden bedste hold i det store fodboldland.

Se målene fra Cruzeiro - Bahia

Ricardo Goulart fejrer sin 10. scoring i Serie A for Cruzeiro (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar