mandag den 8. september 2014

Figueirense flåede tæppet væk under Internacional

Internacional tabte vigtige points i topstriden, da ‘O Colorado’ (De Røde) hjemme på Beira-Rio tabte med 2-3 til oprykkerne fra Figueirense.

Hjemmeholdet var ellers på sikker sejrskurs oppe med 2-0 ved pausen på mål af D’Alessandro (straffe) og Paulão, men det hele blev smidt over styr i 2. halvleg.

Her bragte Everaldo spændingen tilbage med en reducering efter 5 minutter, og med godt et kvarter igen af matchen flåede gæsterne tæppet væk under hjemmeholdet med to scoringer inden for to bare minutter.

Det var først Marco Antônio, som udlignede direkte på frispark inden at Giovanni Augusto sørgede for sejrsmålet på et langskud, hvor den tidligere landsholdskeeper Dida ikke så alt for adræt ud.

Internacional falder med resultatet ned til 3. pladsen i Serie A, og holdet fra Porto Alegre har nu 9 points op til duksene fra Cruzeiro. Figueirense avancerer til 12. pladsen med 6 points ned til nedrykningsstregen. 

Se målene fra Internacional - Figueirense

Figueirense-spillerne jubler, mens D'Alessandro & Co. er i chok (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar