torsdag den 27. september 2012

Santos med Neymar i hopla vinder den sydamerikanske Super Cup

Neymar strålede endnu en gang, da Santos med en 2-0 sejr over Universidad de Chile strøg til tops i den sydamerikanske Recopa Sul-Americana, som er en "Super Cup" mellem sidste års vindere af kontinentets to store klubturneringer. Neymar brillede med et mål og en assist mod de chilenske udfordere, og så tillod anføreren sig desuden at brænde et straffespark foran de 22.388 betalende tilskuere på Pacaembu. Den første finalekamp i Santiago var endt 0-0, så det blev målene i returkampen, som afgjorde potten. Det var Santos' 6. titel på bare 3 år, og det viser lidt om klubbens dominans efter, at Neymar er vokset til hos "fiskene". Den unge anfører dedikerede efter kampen titlen til sin gamle holdkammerat Paulo Henrique Ganso, som netop er skiftet til ærkerivalerne fra São Paulo. Playmakerens overgang har vakt en del vrede hos klubbens fans, men Neymar understregede med sin gestus den vigtige rolle, som Ganso har haft hos Santos i denne periode.
Santos skal i aktion igen på søndag, hvor det gælder Grêmio i den hjemlige liga. "Fiskene" skal til at oppe sig, såfremt man skal nå med i den Top 4, som giver adgang til Copa Libertadores 2013. Der resterer bare 12 kampe i den brasilianske Serie A, og Neymar & Co. har hele 11 points op til kvalifikationen.

Se målene fra Santos-Universidad de Chile

Finale Recopa Sul-Americana, returkamp
Santos-Universidad de Chile (CHI)  2-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar