mandag den 10. september 2012

Fluminense og Fred topper, mens Vasco flopper

Farlige Fred blev matchvinder, da topholdet Fluminense i Porto Alegre besejrede Internacional med 1-0. Målet faldt efter en lille halv times spil som et resultat af Wellington Nems fornemme forarbejde. Den lynhurtige angriber bevarede både bolden og balancen over det, der kunne ligne en halv banelængde, og det hele endte med en frispilning til Fred, der sikkert udplacerede Muriel i hjemmeholdets bur. Fred er nu oppe på 11 mål i Serie A i denne sæson, og det bringer den tidligere landsholdsangriber alene i spidsen på topscorerlisten. Internacional var uden landsholdsspillerne Guiñazu, Diego Forlán og Leandro Damião, mens det offensive es D’Alessandro var ude med karantæne. Det kunne selvfølgelig mærkes. Fluminense har i det hele taget haft en heldig hånd med at møde både Internacional og Santos i en uge, hvor flere af modstandernes profiler har været fraværende pga. opgaver i landsholdstrøjen. Det giver nogle lette points i jagten på årets brasilianske mesterskab. Fluminense fører fortsat tabellen med 2 points ned til Atletico Mineiro, der dog har en kamp til gode. Internacional falder ned på 7. pladsen med 4 points op til den attraktive Top 4, der udløser spil i Copa Libertadores.

Vasco da Gamafik en ordentlig lussing på 4-0 i søndagens hjemmekamp mod nedrykningstruede Bahia. Angrebsduoen Souza og Jones Carioca havde let spil, og de kronede en fin forestilling med 2 mål hver. Vasco må trøste sig med, at man trods massakren stadigvæk er i Top 4. Bahia kan til gengæld glæde sig over, at man har fået points i de sidste 5 kampe, og holdet fra kystbyen Salvador har på 14. pladsen nu en buffet på 5 points ned til nedrykningsstregen.
 
São Paulo missede med 0-0 i lokalopgøret mod Santos muligheden for at bide Vasco i haserne i kampen om 4. pladsen. Det var ikke en kamp, der var et classico værdig. Alt for mange fejl fra begge sider, og så et fremmøde på sølle 6.379 betalende tilskuere. Nej, det svinger ikke rigtigt, når der skal spilles kampe uden stjerner som Neymar, Arouca, Lucas m.fl. Landskampsprogrammet tærer hårdt på klubber som Santos og São Paulo, og det kan ses på kvaliteten. São Paulo daler med resultatet ned til 6. pladsen i ligaen med 3 points op til Top 4, mens Santos er som nr. 15 tættere på Serie B end på spil i Copa Libertadores 2013.

Se målet fra Internacional-Fluminense

Se målene fra Vasco da Gama-Bahia

Resultater af søndagens kampe:
Atlético Goianiense-Portuguesa 1-1
Atlético Mineiro-Palmeiras 3-0
Botafogo-Náutico 3-1
Internacional-Fluminense 0-1
Santos-São Paulo 0-0
Sport Recife-Cruzeiro 2-1
Vasco da Gama- Bahia 0-4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar