torsdag den 20. september 2012

Brasilien vinder classico på straffe i overtiden

Brasilien tog det første stik i mini-turneringen "Superclássico das Américas", da Mano Menezes' mandskab slog Argentina med 2-1 hjemme på Serra Dourada i Goiânia. Argentina tog teten ved Martínez efter 19 minutter, men Paulinho svarede igen bare 6 minutter senere på et mål, der burde have være annulleret for offside. Den brasilianske sejr kom i hus i overtiden, da Neymar sikkert udnyttede et straffespark. Spillet var alt andet end prangende. Argentina holdt hjemmeholdet i en skruestik, og brasserne kunne ikke få kombinationerne til at flyde i de små rum. Spørgsmålet er om brasserne har typerne til den megen possession eller om spillernes individuelle kvaliteter mest af alt rækker til kontrafodbold. De 37.871 tilskuere på stadion udtrykte i hvert fald sin utilfredshed, kaldte landstræner Mano Menezes for "burro" (æsel) og hyldede Felipe Scolari, der førte Brasilien til VM-titlen i 2002. "Felipão" er netop blevet ledig på markedet efter fyringen i Palmeiras.
Argentina og Brasilien spiller returkamp den 3. oktober i Resistencia. Brasserne vil med en sejr eller remis sikre sig trofæet for andet år i træk, mens argentinerne skal vinde kampen med 2 overskydende mål, da der ikke er bonus ved mål scoret på udebane.

Se målene fra Brasilien-Argentina

Brasilien (4-3-3): Jefferson;
Lucas Marques, Dedé, Réver og Fábio Santos;
Ralf, Paulinho og Jadson (Thiago Neves);
Lucas (Wellington Nem), Neymar og Luís Fabiano (Leandro Damião)
Træner: Mano Menezes

Argentina (3-5-2)
Ustari;
Lisandro López (Vergini), Sebá Dominguez og Desábato;
Peruzzi; Braña, Maxi, Guiñazu og Clemente Rodriguez;
Barcos (Funes Mori) og Martinez (Somoza).
Træner: Alejandro Sabella

Ingen kommentarer:

Send en kommentar