mandag den 17. september 2012

Neymar kopierer legendarisk Laudrup-scoring fra 86

Neymar leverede et "golaço" af laudrupske dimensioner, da Santos besejrede Coritiba med 2-1. Med 20 minutter igen og bagud 0-1 tog Neymar sagen i egen hånd, afdriblede 5 Coritiba-spillere og sendte bolden i nettet bag Vanderlei i hjemmeholdets bur. Målet minder i den grad om, da Michael Laudrup ved VM i 1986 tog r.... på det meste af Uruguays forsvar, og kommentator Svend Gerhs gik i ekstace med ordene: "Nu skyder han. Nej, han venter! Jaaaa...Det er genialt, det der". Neymar var dog ikke færdig med sin lille opvisning. Kort før tid slog den 20-årige landsholdsspiller til endnu en gang, da han fulgte fulgte op på en retur fra Vanderlei, der fik blokeret et forsøg fra Patito. Dermed fik Santos 3 vigtige points på kontoen i jagten på en plads i Top 4. Santos ligger nu på 10. pladsen i Serie A med 10 points op til de pladser, som giver kvalifikation til Copa Libertadores 2013, mens Coritiba ligger nede på 15. pladsen med 4 points ned til nedrykningsstregen.

Internacional er ligesom Santos en af de storklubber, som desperat jagter en plads i Sydamerikas fornemste klubturnering. De røde fra Porto Alegre missede en god chance for at rykke ind på Top 4 med at spille 2-2 mod nedrykningstruede Sport Recife. Gæsterne var såmen oppe med 2-0 ved pausen på mål af Rithelly og Gilsinho, men Internacional fik repareret lidt på sagerne i 2. halvleg ved Cassiano og OL-topscoreren Leandro Damião. Det ændrer ikke ved, at Internacional ikke lever op til forventningern, og træner Fernandão kan sagtens blive den næste, som skal finde sig et nyt job i den benhårde branche. Internacional ligger nr. 7 i tabellen med 6 points op til Top 4. Sport Recife er stadig lige under nedrykningsstregen med 4 points op til redningen.

Botafogo måtte også nøjes med et enkelt point i udekampen mod oprykkerne fra Ponte Preta. Det blev en jævnbyrdig forstilling, der sluttede 0-0. Botafogo falder dermed en enkelt position til nr. 6 med 4 points op til Top 4, mens Ponte Preta daler ned som nr. 11. "Den Sorte Bro" har 9 points ned til nedrykningsstregen, så mon ikke holdet fra Campinas når tørskoet i land i denne sæson.

Se målene fra Coritiba-Santos
 
Se målene fra Internacional-Sport Recife

Resultater af søndagens kampe:
Bahia - Figueirense 2-1
Coritiba-Santos 1-2
Cruzeiro-Vasco da Gama 1-1
Flamengo-Grêmio 1-1
Internacional-Sport Recife 2-2
Náutico-Atlético Mineiro 1-0
Ponte Preta-Botafogo 0-0
Palmeiras-Corinthians 0-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar