torsdag den 16. februar 2012

The Strongest levede op til sit navn mod Santos

Santos indledte sit forsvar af Copa Libertadores med et 2-1 nederlag i Bolivia mod The Strongest.  "Fiskene" (Santos' kælenavn) kom ellers fint fra land med en scoring af Henrique efter bare 10 minutter, men Cristaldo i 1. halvleg og Rodrigo Ramallo i 2. halvleg fik vendt det hele til boliviansk sejr. Nederlaget var en bitter pille at sluge for Muricy Ramalhos mandskab. For det første havde Neymar & Co. masser af chancer til at afgøre kampen, og for det andet faldt hjemmeholdets sejrsmål så sent som i kampens overtid efter et hjørnespark, hvor den nyudtagne landsholdskeeper Rafael ikke så alt for heldig ud. O Globo skriver, at de 3.600 meters højde ikke havde nogen indflydelse på kampens resultat. Santos var fint med i hele kampen, og grunden til nederlaget kan kun placeres på den manglende effektivitet oppe foran.
Gruppe 1 føres af brasilianske Internacional på en bedre målforskel end The Strongest, mens Santos og peruvianske Juan Aurich slutter puljen af efter kun 1 spillerunde. Santos skal i aktion igen i Copa Libertadores den 8. marts mod Internacional, og det er faktisk turneringsvinderne fra 2010 og 2011, der skal krydse klinger i Porto Alegre.
  
De brasilianske mestre fra Corinthians tog også hul på Copa Libertadores denne onsdag med en udekamp mod Deportivo Táchira fra Venezuela. Hjemmeholdet var tæt på at sende "O Timão" (Det store Hold) tilbage til São Paulo med et nederlag, men i kampens overtid fik Danilo med sin udligning til 1-1 sørget for, at der kom et enkelt point ned i kufferten. Gruppe 6 føres af mexicanske Cruz Azul foran Corinthians og Deportivo Táchiri, mens Nacional fra Paraguay slutter kvartetten af. Corinthians næste kamp i Sydamerikas fornemste klubturnering bliver den 7. marts, hvor Nacional gæster Pacaembu i São Paulo.
  
Flamengo kom fornuftigt fra start i Gruppe 2, da Ronaldinho & Co. fik 1-1 med hjem fra Lanús i Buenos Aires. Højrekanten Léo Moura bragte Flamengo i front kort før pausen, og Rio-mandskabet holdt stand mod Lanús' tryk indtil bare et kvarter før tid, hvor indskiftede Carranza bragte balance i regnskabet. Emelec fra Ecuador fører puljen, Flamengo og Lanús deler 2. pladsen, mens Olímpia fra Paraguay ligger sidst. Flamengos næste kamp bliver mod duksen Emelec den 8. marts, og det er Engenhão i Rio de Janeiro, der lægger græs til dysten.
 
Målene fra The Strongest - Santos
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar