fredag den 24. februar 2012

Fluminense i finalen efter straffespark

Fluminense er klar til finalen i Taça Guanabara, som er delturnering nummer 1 i spillet om statsmesterskabet i Rio de Janeiro. Fred, Deco & Co eliminerede Botafogo i semifinalen efter en jævnbyrdig kamp, der måtte ud i straffesparkskonkurrence for at finde en vinder. Den ordinære kamp endte 1-1, og de klubber kørte da også længe parallelløb i den efterfølgende dyst fra 11-meter-pletten. Afgørelsen faldt ved stillingen 4-3, da Fluminenses keeper Diego Cavalier klarede forsøget fra Botafogos normalt så sikre kort Loco Abreu.
Fluminense møder i finalen Vasco da Gama, der slog de forsvarende mestre fra Flamengo ud i sin semifinale. Det er
længe siden, at både Fluminense og Vasco har vundet Taça Guanabara. Vasco sluttede øverst på podiet i 2003, mens Fluminenses triumf daterer sig helt tilbage til 1993, så det er sikkert 2 sultne mandskaber, der gør sig klar til søndagens finale.
Det er igen Engenhão, som lægger græs til kampen, da fodboldtemplet Maracanã stadig er under ombygning mhp. VM 2014 i Brasilien. 
 
Se målene og straffesparkene fra Fluminense-Botafogo
 
Når vi på søndag har fundet en vinder af Taça Guanabara, ja så er vi kun nået godt halvvejs gennem kampen om Campeonato Carioca (det samlede Rio-mesterskab). Pokalen når dårligt at blive tør efter alle sejrskyssene, førend klubberne skal i gang med Taça Rio, som er delturnering nummer 2. Her startes der forfra med puljespil, semifinaler og finale, og når man til sidst har fundet en vinder af denne turnering, er alle brikkerne på plads til den grande finale om det samlede Rio-mesterskab. Her står vinderen af Taça Guanabara så over for vinderen af Taça Rio, og vinderen af denne duel kan så til sidst lade sig kåre som Årets mester i staten Rio de Janeiro 2012.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar