søndag den 19. februar 2012

Fla, Flu, Vasco og Fogo til semifinale i Rio

Det lykkedes for Fluminense at klemme sig videre til semifinalen i Taça Guanabara, som er den første delturnering i det samlede Rio-mesterskab. "O Tricolor" vandt sikkert 3-0 over gruppens prügelknabe fra Bangu, og da Vasco da Gama samtidigt slog Boavista med 1-0, endte Fred & Co. på 2. pladsen i Gruppe B på bekostning af netop Boavista.Vasco da Gama vinder puljen efter suveræne 21 points for 7 kampe, mens Fluminense trods 1 remis og 2 nederlag alligevel fik skrabet nok points sammen til en semifinaleplads.
Botafogo og Flamengo tog som forventet toppladserne i Gruppe A. Botafogo slog Macaé med 3-0, mens Flamengo efter nogle startvanskeligheder kom lidt i Karnevalstemning med en 3-1 sejr over Resende. Flamengo var faktisk på exit-kurs, da Resende overraskende kom foran 1-0 ved Marcelo Regis, men en supermotiveret Ronaldinho og Vágner Love fik vendt kampen for de rød-sorte. Mon ikke at de 2 festaber efterfølgende fik lov til at fejre Karnevallet i Rio de Janeiro sammen med de 2 mio. andre glade cariocas (Rio-beboere) og turister.
 
Med lørdagens resultater kommer de 2 semifinaler til at se således ud:
  • Vasco da Gama - Flamengo (onsdag)
  • Botafogo - Fluminense (torsdag)
Begge semifinaler samt søndagens finale spilles på Engenhão, som kan rumme godt 47.000 tilskuere.
  
Målene fra Resende - Flamengo
 
I marts måned tager man så hul på Taça Rio, som er delturnering nummer 2. Taça Rio har en struktur a la Taça Guanabara med et puljespil, semifinale og så finale.
Vinderen af det samlede Rio-mesterskab (Campeonato Carioca) findes ved en grande finale mellem vinderen af Taça Guanabara og Taça Rio.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar