lørdag den 11. februar 2012

Blandet succes i Copa Libertadores

Brasiliansk fodbold havde 3 klubber i aktion i denne uge i Sydamerikas fornemste klubturnering Copa Libertadores, og det blev en blandet fornøjelse med 2 sejre og et enkelt nederlag. Fluminense med Fred og Deco i startopstillingen kom i tirsdags godt fra land med en 1-0 sejr over Arsenal de Sarandí (se tidligere indlæg), mens Vasco da Gama til gengæld skuffede dagen efter med et 2-1 nederlag til Nacional fra Uruguay, der bl.a. havde ex-Inter-spilleren Recoba med på holdet. Der var 11 år siden, at Vasco sidst var med i turneringen, men de store forventninger til Juninho Pernambucano & Co. blev desværre ikke indfriet.
Torsdag var det så Internacionals tur, og her kørte de røde en 2-0 sejr hjem over peruvianske Juan Aurich. Midtbanetalentet Oscar bragte Internacional på 1-0 midt i 1. halvleg, mens argentinske Dátolo sørgede for målet til 2-0 kort før tid. Oscar tiltrak sig en del opmærksomhed ved sidste års VM for U/20-landshold, da han i finalen mod Portugal nettede hele 3 gange i den brasilianske sejr på 4-3. Siden er den 20-årige Oscar blevet testet 2 gange på det brasilianske A-landshold, og italienske Inter skulle være uhyre interesseret i at få den unge spiller til Milano.
Internacional vandt Copa Libertadores i 2010, og holdet fra Porto Alegre er sammen med de forsvarende Libertadores-mestre fra Santos favoritter til at gå videre fra Gruppe 1.
  
Højdepunkter fra Internacional - Juan Aurich

Ugens brasilianske resultater i Copa Libertadores:
Internacional - Juan Aurich (PER)  2 - 0 (Gruppe 1)
Fluminense - Arsenal de Sarandí (ARG)  1 - 0 (Gruppe 4)
Vasco da Gama - Nacional (URU)  1 - 2 (Gruppe 5)
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar