onsdag den 1. februar 2012

Clássico dos Clássicos i Recife kostede en tand

I staten Pernambuco i det nordøstlige Brasilien er man også i gang med de regionale mesterskaber. Her stødte Sport og Náutico i søndags sammen i det som kaldes "Clássico dos Clássicos" (klassikeren over dem alle), og det blev en forrygende kamp, hvor "løverne" fra Sport kunne trække sig tilbage med en sejr på 4-3. Som altid, når der spilles dette lokalderby gældende byen Recife, blev der investeret 100% i nærkampene, og det kostede Marcelinho Paraíba en tand. Det er ved at blive en vane, at den tidligere Hertha Berlin-angriber smider noget af tandsættet i en kamp mod Náutico. Da de 2 lokalrivaler clashede sammen sidste år i den landsdækkende Serie B, måtte den 36 årige angriber også forbi tandlægeklinikken efter kampen. Brasiliansk TV fangede momentet, som kan ses her.
  
Marcelinho Paraíba måtte bide i græsset
  
Der er nu spillet 5 runder af grundspillet i Pernambuco, og rækken føres pt. af Salgueiro foran Náutico og Sport. Både Náutico og Sport havde en fin sæson i 2011, hvor det lykkedes begge mandskaber at rykke op i den landsdækkende Serie A, som lægger fra land i maj måned og kører frem til december. Regionens populæreste hold er dog Santa Cruz, som i sin tid lancerede Rivaldo. Selvom Santa Cruz i 2011 var helt nede i den 4. bedste række på landsplan, formåede klubben at tiltrække et snit på små 37.000 tilskuere på hjemmebanen i Recife. Imponerende med tanke på at de brasilianske mestre fra Corinthians havde godt 29.000 i snit til sine hjemmekampe på Pacaembu i São Paulo. Heldigvis er Santa Cruz stadig med i eliten, når det gælder de regionale mesterskaber i Recife og omegn, og Rivaldos gamle klub ligger i skrivende stund nr. 4 ud af de 12 hold med 3 points op til Salgueiro. 
  
Målene fra søndagens "Clássico dos Clássicos"
      

Ingen kommentarer:

Send en kommentar