fredag den 10. februar 2012

Neymar-show vendte kampen for Santos

Neymar fortsætter med at skovle mål ind i Brasilien. Da Santos i går vandt 4-1 over Botafogo-SP i de regionale mesterskabskampe dækkende staten São Paulo, scorede Neymar 3 kasser og sørgede desuden for en enkelt assist. Santos var ellers på vej mod et nederlag, men så tog Neymar fat med sit show inden for kampens sidste kvarter. Neymar scorede i søndags sit mål nr. 100 i sin professionelle karriere, og intet tyder på, at den 20-årige landsholdspiller vil hvile på laurbærene.
 
Neymar-show mod Botafogo-SP
 
Santos ligger nr. 8 i grundspillet i Campeonato Paulista med 9 points for 6 kampe. Supertrioen São Paulo, Palmeiras og Corinthians fører rækken med 14 points ligeledes for 6 kampe. Grundspillet kører over 19 runder, og de 8 bedste kvalificerer sig til 1/4-finalerne, så Santos ligger ok til i turneringen.
Santos skal i kamp igen på søndag, hvor det gælder Linense i Campeonato Paulista. Her vælger træner Muricy Ramalho sandsynligvis at spare en del nøglespillere, da Santos om onsdagen tager hul på gruppespillet i Copa Libertadores. Her skal de forsvarende Libertadores-mestre en tur til La Paz i Bolivia, hvor The Strongest tager imod Neymar & Co.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar