mandag den 13. februar 2012

Corinthians slog ærkerivalerne fra São Paulo

Corinthians havde til søndagens classico mod São Paulo valgt at spare nøglespillere såsom Liedson, Alex og Emerson, men det virkede ikke til at handicappe de brasilianske mestre voldsomt. Det hvidklædte hjemmehold vandt topkampen i Campeonato Paulista med 1-0 på det mål, som Danilo headede ind midt i 1. halvleg. São Paulo uden de skadede nøglespillere Rogério Ceni og Luís Fabiano havde en gylden mulighed for at udligne kort før pausen, men storindkøbet Jadson (hentet i Shakhtar Donetsk) lossede et straffespark langt over Julio Cesars mål. Efter en times spil satsede São Paulo-træneren Emerson Leão med en 3-dobbelt udskiftning, men dette udspil blev hurtigt skudt ned, da højrebacken João Filipe kort tid efter så direkte rødt efter en tåbelig eftertackling på Jorge Henrique. Corinthians kunne derefter køre sejren sikkert i land, og træner Tite & Co kunne glæde sig over klubbens 6. sejr i træk over São Paulo på Pacaembu. Der er også positive nyheder til Tite fra træningsbanerne, hvor Adriano nu er ved at være fit. "Kejseren" kunne måske komme i spil til lørdagens kamp mod São Caetano, og dermed gøre sin sæsondebut for de brasilianske mestre.
Palmeiras, der i lørdags besejrede Ituano med 3-0, fører grundspillet i dette regionale mesterskab dækkende staten São Paulo, mens Corinthians ligger 2'er. Guarani indtager 3. pladsen efter en 2-1 sejr over Paulista, mens São Paulo rykker ned på 4. pladsen. De forsvarende regionsmestre fra Santos luftede hele B-kæden, men det var alligevel godt nok til en 4-1 sejr over Linense. Santos ligger 6'er og er således med i feltet på de 8 klubber, der kvalificerere sig til 1/4-finalerne. Der er kun spillet 7 ud af de 19 runder i grundspillet, så der er endnu lang vej hjem.
Både Corinthians og Santos skal i løbet af denne uge i kamp i Copa Libertadores, og begge mandskaber skal på langfart. Corinthians møder om onsdagen Deportivo Táchira fra Venezuela, og Santos skal samme dag op mod The Strongest fra Bolivia.
  
Ugens "brasilianske" kampe i Copa Libertadores:
The Strongest (BOL) - Santos (Gruppe 1)
Lanús (ARG) - Flamengo (Gruppe 2)
Deportivo Táchira (VEN) - Corinthians (Gruppe  6)
 
Højdepunkterne fra Corinthians - São Paulo

Campeonato Paulista består af et grundspil på 19 kampe, hvorefter de 8 bedste går videre til slutspillet, mens de 4 nederste ryger ned i rækken "Paulista A2". Der er 20 hold med i den bedste række, så man møder kun hinanden én gang indbyrdes inden at "fårene" skilles fra "bukkene".
Kvart- og semifinaler afvikles over én kamp, mens finalen spilles over 2 kampe. De højest rangerede hold fra grundspillet får hjemmebanefordel i kvart- og semifinalen.
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar