torsdag den 24. april 2014

Tryllerier af Ronaldinho ikke nok for Atlético i Medellín

De forsvarende Copa Libertadores-mestre fra Atlético-MG indkasserede sit første nederlag i årets turnering. Det blev colombianske Atlético Nacional, som hjemme i Medellín besejrede Ronaldinho & Co. med 1-0 i det første indbydes møde i 1/8-finalen.

Sherman Cárdenas sørgede for sejrsmålet i kampens overtid. Den lille offensivspiller tog chancen med et langskud, og bolden tog en lumsk bue henover en storspillende Victor og ind under tværribben. Atlético-MG brugte flere kræfter på at forsvare sig end at angribe, og selvom nederlaget var bittert, var det fuldt fortjent.

Ronaldinho spillede hele kampen for gæsterne, og den gamle landsholdsstjerne viste undervejs, hvordan man tører to modstandere med en enkelt vending. R10 er dog stadigvæk ikke helt oppe i samme gear som sidste år, og det skal han være, hvis 'O Galo' (Hanen) skal genvinde Sydamerikas fornemste klubtrofæ.

De to mandskaber spiller returkamp i næste uge, og her skal hjemmeholdet vinde med to mål for at gå videre til kvartfinalen. Atlético-MG har endnu ikke sprudlet under den nye træner Paolo Autuori, og med den nuværende form er der ingen tvivl om at Atlético får svært ved at vende 0-1 til samlet sejr selvom returkampen spilles på fortet Arena Independência i Belo Horizonte.

Se målet fra Nacional - Atlético-MG

Kampens detalje: Geniale Ronaldinho tører to spillere

En storspillende Victor lod sig overliste i overtiden (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar