torsdag den 17. april 2014

Cruzeiro med paraguyanske problemer i Libertadores

Cruzeiro fik med et mål i det allersidste minut reddet resultatet 1-1 med fra det første 1/8-finalemøde med Cerro Porteño i Copa Libertadores. 

Det var Cruzeiro-backen Samudio, som bankede bolden ind bag sine landsmand til stor jubel for de 36.583 betalende tilskuere på Mineirão. Dermed udlignede hjemmeholdet den føring, som den paraguyanske landsholdsspiller Ángel Romero havde givet Cerro Porteño efter 31 minutter af 1. halvleg.

Cruzeiro startede kampen flot og 'A Raposa' (Ræven) styrede begivenhederne i de første 20 minutter. Derefter virkede det som om de blå simpelthen var kørt træt i et tæt fodboldprogram, og det udnyttede de dygtige gæster til at spille sig ind i matchen.

Med det uafgjorte resultat har de brasilianske mestre en svær men ikke helt umulig opgave for at sikre sig adgang til kvartfinalen i Sydamerikas fornemste klubturnering. En sejr i returkampen i Asunción eller en remis a la 2-2 er nok. Men Cruzeiro skal have fyldt energi på batterierne, ellers må man lade livet til et spændende Cerro Porteño anført af tvillingebrødrene Romero.

Der blev spillet yderligere to 1/8-finalekampe denne onsdag. Bolivianske Bolívar fik 2-2 med hjem fra mexicanske León, mens argentinske Lanús hjemme i Buenos Aires besejrede Mexicos anden repræsentant, Santos Laguna med 2-1. Her er der returkampe hhv. den 22. og 24. april.

Se målene fra Cruzeiro - Cerro Porteño

21-årige Àngel Romero sørgede for det vigtige udebanemål for Cerro Porteño (Foto: Lance)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar