mandag den 21. april 2014

Boliviansk landsholdsangriber matchvinder for Cruzeiro

De forsvarende mestre fra Cruzeiro fik en kanonstart på kampene i Serie A, da 'A Raposa' med Fábio i kassen samt 10 reserver på banen tog til Salvador og besejrede Bahia med 2-1.

Den bolivianske landsholdsangriber Marcelo Moreno blev matchvinder, da han kort før tid headede et hjørnespark fra Marlone ind bag Marcelo Lomba i Bahia-buret.

Det var også et hjørnespark, som banede vejede for Cruzeiros føringsmål 17 minutter inde i 2. halvleg. Her var det den store Nilton, som satte pandebrasken på en bold fra assistkongen Marlone.

Nilton var tæt på at blive dyr for gæsterne, da han med 10 minutter igen fældede Rhayner i det kriminelle felt. Ungdomslandsholdsspilleren Anderson Talisca viste kølighed i den efterfølgende duel fra pletten mod den rutinerede Fábio.

Cruzeiro har flere gange i år sat føringer til især i Copa Libertadores, men denne gang havde holdet heldet og dygtigheden til at komme igen. Det er altid dejligt, når en indskiftningsspiller haler en sejr i land til sidst.

Copa Libertadores-mestrene fra Atlético-MG var også i aktion denne søndag, hvor det blev til 0-0 mod Corinthians. Hjemmeholdet havde flest chancer, men det var verdensmestrene fra 2012, som var ved at rende med sejren i slutminutterne.

Den peruvianske landsholdsspiller Paulo Guerrero blev spillet helt fri foran kassen af Romarinho, men Atlético-keeperen Victor kom godt ud og fik pareret bolden til hjørnespark.

Dermed fik begge mandskaber fra Belo Horizonte point i den første runde af 'O Brasileirão'. Både Cruzeiro og Atlético-MG er sideløbende med i Copa Libertadores, og det kan gå ud over høsten i den hjemlige liga, da energien først og fremmest bruges pa Sydamerikas fornemste klubturnering.  

Atlético skal i kamp i Copa Libertadores på onsdag, hvor man får en svær første kamp ude mod Atlético Nacional de Medellín i 1/8-finalen, mens Cruzeiro har en uge ekstra til sit returmøde mod Cerro Porteño.

Søndagens kampe i SerieA:
Atlético-MG - Corinthians  0-0
Atlético-PR - Grêmio  1-0
Bahia - Cruzeiro  1-2
Criciúma - Palmeiras  1-2
Flamengo - Goiás  0-0
Santos - Sport Recife  1-1
São Paulo - Botafogo  3-0

Se målene fra Bahia - Cruzeiro

Nilton råber til glæde ud til publikum efter sin scoring til 1-0 (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar