mandag den 29. juli 2013

Tolvte kamp i træk uden sejr til Rogério Ceni & Co.

Corinthians og São Paulo leverede noget af en fuser, da de to mandskaber spillede classico foran 33.336 betalende tilskuere på Pacaembu. 

Matchen endte 0-0, og det var et skidt resultat for begge mandskaber. Hjemmeholdet var bedst på dagen, men afslutningerne holdt simpelthen ikke niveau. São Paulo spiller som et hold uden selvtillid, så de var bare glade for at undgå endnu et nederlag. 

Corinthians ligger midt i tabellen med 11 points for 9 kampe og taber terræn i forhold til Top 4. "O Timão" (Det Store Hold) skal som minimum jagte en plads i Copa Libertadores, og Tites drenge har nu seks points derop. 

Det ser endnu sortere ud for São Paulo, der nu er uden sejr i de seneste 12 kampe. "O Tricolor" ligger under nedrykningsstregen selvom man har spillet to kampe flere end de fleste modstandere i Serie A. 

São Paulo har fået fremrykket nogle kampe, fordi Rogério Ceni & Co. i denne uge starter en verdensturné, som bringer dem forbi Portugal, Tyskland og Japan.

Turneen bliver uden VM-stopperen Lúcio, som er faldet i unåde i klubben. Han har været fornærmende ringe efter sin overgang fra Inter, så Lúcio bliver skudt videre inden for den nærmeste fremtid.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar