mandag den 22. juli 2013

Frisparkskongen Juninho på pletten i comeback

Juninho Pernambucano gjorde comeback for Vasco da Gama efter sit mislykkede ophold i USA, og den 38-årige frisparkskonge satte straks et positiv aftryk på sit hold i søndagens 3-1 sejr over ærkerivalerne fra Fluminense.

"O Reizinho" (Den Lille Konge) åbnede selv scoringen efter godt et kvarters spil, og anføreren sørgede såmen også for oplægget til målet til 2-0. Her var det angriberen André, som nød godt af Juninhos gode blik for spillet.

Fluminense fik reduceret ved Carlinhos, men indskiftede Tenório lukkede kampen med målet til 3-1 med små 10 minutter igen.

De brasilianske mestre var på dette tidspunkt reduceret til 9 mand efter udvisning af landsholdsbomberen Fred i 1. halvleg, mens stopperen Digão fulgte trop efter pausen. 

Kampen var den første klubkamp på Maracanã efter den store renovering, og der troppede 46.860 tilskuere op på arenaen, som lægger græs til VM-finalen i 2014.

Vasco rykker med sejren op på 11. pladsen i Serie A, mens Fluminense indtager en skuffende 14.plads. 

Se målene fra Fluminense - Vasco da Gama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar