lørdag den 13. juli 2013

FCN-Bueno bomber videre i Brasilien

Ricardo Bueno har fået et forrygende comeback til brasiliansk fodbold efter sine 6 måneders ophold på Farum-egnen hos FCN.

Angriberen scorede to mål i sin debut for Figueirense for en uge siden, og sandelig om ikke Ricardo Bueno fulgte op med endnu to kasser i lørdagens udesejr på 3-2 over Atlético-GO.

Den 25-årige forward udlignede til 1-1 i det 33. minut af 1. halvleg med et fint chip over hjemmeholdets keeper Márcio og med bare 5 minutter igen af 2. halvleg var Bueno igen på pletten efter et oplæg fra indskiftede João Carlos.

Ricardo Bueno lægger sig op på 6. pladsen på topscorerlisten med 4 mål i Serie B. Der er stadigvæk et stykke vej op til Bruno Rangel, der har nettet 9 gange i 7 kampe for duksen Chapecoense, men vi kommer ikke uden om at Bueno for tiden er den varmeste angriber i rækken.

Figueirense rykker med sejren op på 3. pladsen i tabellen med 3 points op til Chapecoense. Holdet fra Florianópolis rykkede i sidste sæson ud af landets elite, men med Buenos mål peger pilen i den rette retning for de zebrastribede.

Se målene fra Atlético-GO - Figueirense

Fredagens kampe, Serie B:
Palmeiras - ABC  4-1
Atlético-GO - Figueirense 2-3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar