torsdag den 25. juli 2013

OL-topscorer udstiller en Rogério Ceni i cementsokker

Internacional kravlede op på 1. pladsen i Serie A, da "O Colorado" (De Røde) på fremmed græs besejrede kriseramte São Paulo med 1-0.

OL-topscoreren Leandro Damião scorede sejrsmålet efter et lille kvarters tid, da hans forsøg sneg sig ind ved den ene stolpe. Det var nok turneringens blødeste skud, og målmandslegenden Rogério Ceni lignede i situationen en, der havde vasket sine sokker i cement.

São Paulo er helt til rotterne for tiden. Nederlaget var det ottende i træk, og det er en negativ rekord for "O Tricolor". Det lugter også af den niende bét i træk, idet Rogério Ceni & Co. på søndag møder Corinthians på fremmed græs.

São Paulo stikker i næste uge af sted til Tyskland, hvor man deltager i Audi Cup sammen med så spændende klubber som Bayern München, Manchester City og Milan. Det er ikke den bedste optakt med 8-9 nederlag i bagagen og en sandsynlig placering under nedrykningsstregen.

I øjeblikket ligger São Paulo lige over stregen, men Ponte Preta, Atlético-PR og Portuguesa kan med en sejr i weekenden gå forbi de seksdobbelte brasilianske mestre.

Se målet fra São Paulo - Internacional

Ingen kommentarer:

Send en kommentar