torsdag den 4. juli 2013

Genialitet sender Corinthians mod femte titel under træner Tite

Verdensmestrene fra Corinthians er tæt på at hjemføre den sydamerikanske Recopa (Super Cup) efter at "O Timão" (Det Store Hold) vandt den første finalekamp med 2-1 ude over São Paulo.

Den peruvianske landsholdsspiller Paolo Guerrero bragte gæsterne foran efter en lille halv times spil af 1. halvleg, mens Aloísio sørgede for udligningen i starten af 2. halvleg efter et fælt drop af keeperen Cássio. 

Corinthians afgjorde kampen med et kvarter igen på en genialitet af indskiftede Renato Augusto. Den tidligere Bayern Leverkusen-spiller opfangede en lang aflevering fra Fábio Santos for i næste moment at sende bolden hen over målmandslegende Rogério Ceni og ind i São Paulo-buret.

De to mandskaber spiller returkamp den 17. juli på Pacaembu, og her kan Corinthians med et uafgjort resultat hjemføre sin femte store titel siden træner Tite overtog tøjlerne i midten af oktober 2010. Det begyndte med et brasilianske mesterskab 2011. Det blev fulgt op med Copa Libertadores og VM for klubhold i 2012, mens São Paulo-mesterskabet kom i hus tidligere i år.

Krisen kradser derimod kraftigt i São Paulo, hvor træner Ney Franco er en presset mand. Man vandt godt nok Copa Sul-Americana i december 2012 under den tidligere brasilianske U20-landstræner. Præstationerne har siden været alt for svingende, og fansene kræver nu at få succestræneren Muricy Ramalho tilbage i chefstolen hos "O Tricolor"

Se målene fra São Paulo - Corinthians

Ingen kommentarer:

Send en kommentar