onsdag den 10. juli 2013

Cruzeiro udspillede Atlético-GO i pokalen

Cruzeiro løste så godt som billet til den fjerde runde af den brasilianske pokalturnering, da "A Raposa" (Ræven) hjemme på Mineirão besejrede Atlético-GO med hele 5-0 i det første indbyrdes møde. Dermed må returkampen i Goiânia om en uges tid være en ren transportstrækning Marcelo Oliveira og hans mandskab.

Offensivesset Diego Souza åbnede ballet allerede efter 9 minutters spil, hvor Atlético-GO-målmanden Márcio var gået i gulvet efter et møde med en støvle. Kampens dommer lod imidlertid spillet fortsætte til stor utilfredshed for gæsterne, hvis massør lige inden målet sprintede ind over banen for at tilse den skadede anfører.

U20-landsholdsspilleren Vinícius Araújo headede Cruzeiro på 2-0, mens Dedé ligeledes på låget gjorde det til 3-0 lige inden pausen. I 2. halvleg fortsatte trængslerne for gæsterne, hvor Éverton Ribeiro og Egídio smadrede de sidste søm i ligkisten. Eneste malurt i Cruzeiro-bægret var en udvisning af Bruno Rodrigo ved stillingen 4-0.

Pokalturneringen kører videre i dag med fem kampe:

ASA - Flamengo
Fortaleza - Luverdense
Internacional - América-MG
Ponte Preta - Nacional-AM
Santos - CRAC

Klubber som Atlético-MG, Corinthians, Fluminense, Grêmio, Palmeiras og São Paulo træder først ind i næste runde, da de i det første halvår har været optaget af spil i Copa Libertadores.

Se målene fra Cruzeiro - Atlético-GO

Massøren Meinha i sit dødssprint hen over banen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar