mandag den 15. juli 2013

Angoleser skyder Coritiba til tops i Serie A

Coritiba generobrede 1. pladsen i Serie A, da "Coxa Branca" (De Hvide Lår) hjemme på Couto Pereira besejrede ærkerivalerne fra Atlético-PR med 1-0.

Angoleseren Geraldo afgjorde dette classico 11 minutter inde i 2. halvleg, da den 21-årige superreserve sparkede bolden i kassen fra en yderst spids vinkel. Anfører Alex havde som sædvanligt en finger med i Coritibas scoring med en fin fremlægning til Robinho, der igen fandt Geraldo med en blanding af et skud og en aflevering.

De 19.902 betalende tilskuere fik ikke noget velspillet derby. Dertil sad markeringerne for tæt. Men hjemmeholdets fans overlever nok. Coritiba ligger igen på en flot 1. plads med 2 points ned til Botafogo og Vitória. Oprykkerne Atlético-PR befinder sig nede i den modsatte ende af tabellen som nummer 19 ud af de 20 hold.

Se målene fra Coritiba - Atlético-PR

Ingen kommentarer:

Send en kommentar