fredag den 6. juli 2012

Pirateri i brasiliansk pokalfinale

Palmeiras tog et stort skridt mod den brasilianske pokaltitel, da "O Verdão" (De Grønne) hjemme på Arena Barueri vandt 2-0 over Coritiba i den første finalekamp. Den chilenske playmaker Valdivia tog endnu en gang opmærksomheden på godt og ondt med et mål på straffe og en udvisning, mens hjemmeholdets sidste mål blev sat ind af stopperen Thiago Heleno. Palmeiras måtte stille til kamp uden sin topscorer Hernán Barcos, der blev ramt af blindtarmsbetændelse dagen før. "Piraten" fik alligevel lidt scenetid på hjemmebanen, da Valdivia fejrede sin scoring med at tage hånden op for det ene øje. Sejren til Palmeiras kunne da også minde om pirateri. Coritiba var det bedste hold i store dele af kampen, og kun godt målmandsspil af Bruno kombineret med inkompetente afslutninger holdt gæsterne fra at komme på tavlen.
De to mandskaber spiller returkamp på onsdag på Couto Pereira i Curitiba. Coritiba skal vinde med mindst 2 mål for at sikre sig pokalen og den attraktive plads i Copa Libertadores. Palmeiras kan til gengæld leve med et etmålsnederlag eller et nederlag a la 3-1 (bonus for udebanemål). Hvis Coritiba vinder kampen 2-0, skal det hele afgøres på straffespark.

Se målene fra Palmeiras-Coritiba
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar