søndag den 22. juli 2012

Juninho Pernambucano fadder til Vasco-gevinst

Vicemestrene fra Vasco da Gama havde ingen problemer med at hente en hjemmesejr på 2-0 over et pillet Santos, der til stadighed må undvære sin olympiske trio Neymar, Ganso og Rafael. Vasco sad tungt på kampen, og målene faldt i starten af hver sin halvleg ved hhv. stopperen Douglas og topscoreren Alecsandro. I begge tilfælde var det Juninho Pernambucanos giftige hjørnespark, der stod fadder til scoringerne. Det var Vascos tredje sejr i træk, og Rio-holdet holder dermed duksen fra Atlético Mineiro inden for rækkevidde. Santos ligger nede som nummer 14 med et stykke vej op til den Top 4, der giver adgang til Copa Libertadores 2013.

De regerende brasilianske og sydamerikanske mestre fra Corinthians måtte nøjes med 1-1 i lørdagens hjemmekamp mod oprykkerne fra Portuguesa. Héverton bragte gæsterne foran efter en halv times spil, men Douglas fik udlignet direkte på frispark lige efter pausen. Selvsamme Douglas var godt 10 minutter før tid tæt på at sikre "O Timão" (Det Store Hold) den tredje sejr i rap, men den rutinerede midtbanespiller måtte se sit venstrebenshug ende på tværribben for at springe i spil igen. Både Corinthians og Portguesa ligger nede i den nederste halvdel som hhv. nummer 12 og 15.
  
Se målene fra Vasco da Gama-Santos
 
Resultater af lørdagens kampe:
Corinthians-Portuguesa 1-1
Sport Recife-Atlético Mineiro 1-4
Vasco da Gama-Santos 2-0
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar