mandag den 9. juli 2012

Fluminense triumferer i 100-året for Fla-Flu

Det klassiske Rio-derby mellem Fluminense og Flamengo kunne fejre 100 år på bagen, da de to rivaler krydsede klinger på Engenhão. De små 39.000 festklædte tilskuere fik set en jævnbyrdig affære, hvor Flamengo havde bolden mest, mens Fluminense var de mest effektive. Den gamle landsholdsangriber Fred sørgede for kampens eneste mål, da Fluminense-angriberen efter 10 minutters spil styrede et indlæg fra Thiago Neves i nettet. Flamengo var tæt på at hente et point til sidst, men man kom ikke nærmere end Magals forsøg på opstanderen. Det var Fla-Flu-classico nummer 390, og Flamengo må trøste sig med, at de fører evighedstabellen med 139 sejre mod 123 til ærkerivalerne. Fluminense rykker med søndagens 1-0-sejr op på 2. pladsen i Serie A med ét point op til Atlético Mineiro, mens Flamengo daler ned som nummer 9.

Vasco da Gama fik 1-1 med hjem fra søndagens besøg i Florianópolis. Diego Souza, der meldes på vej mod arabiske himmelstrøg, bragte Rio-klubben på 1-0, men Roni fik udlignet for Figueirense med et kvarter igen. Figueirense har en gylden mulighed for en scoring tidligere i kampen, men Júlio César måtte se sit straffesparksforsøg reddet af Fernado Prass. Hjemmeholdet har netop hyret Loco Abreu, og landsholdsspilleren fra Uruguay får nok chancen næste gang, der skal sparkes fra pletten.
Vasco falder ned på 3. pladsen i tabellen med 2 points op til teten, mens Figueirense vinder en enkelt placering i bundregionen.



Resultater af søndagens kampe:
Atlético Mineiro-Portuguesa  2-0
Figueirense-Vasco da Gama  1-1
Fluminense-Flamengo  1-0
Ponte Preta-Palmeiras 1-0
Santos-Grêmio  4-2
São Paulo-Coritiba  3-1
Sport-Corinthians  1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar