mandag den 9. juli 2012

Dobbelt-drop af Dida sender Atlético-MG til tops

Atlético Mineiro fik god hjælp af den tidligere brasilianske landsholdsmålmand Dida, da "O Galo" (Hanen) hjemme på Estádio Independência besejrede Portuguesa med 2-0. Marcos Rocha profiterede midt i 1. halvleg af en lille skovtur af den lange keeper i forbindelse med et indkast, og i begyndelsen af 2. halvleg fejlede den tidligere Milan-målmand igen. En ufarlig frisparksbold fra Ronaldinho røg via Didas sæbehandsker ud til stopperen Leonardo Silva, der bankede det gode tilbud i nettet til stor jubel for de små 19.000 tilskuere i Belo Horizonte. Dida har ellers været en god sidste skanse for oprykkerne efter sin tilgang for en måned siden, men i går kunne man godt se, at den 38-årige målmand har haft en kamppause på 2 år.
Atlético Mineiro topper Serie A efter 8 spillede runder med ét point ned til Fluminense og to til Vasco da Gama. Portuguesa ligger nede som nr. 13 med ét enkelt point ned til nedrykningsstregen.

Se målene fra Atlético Mineiro-Portuguesa

Resultater af søndagens kampe:
Atlético Mineiro-Portuguesa 2-0
Figueirense-Vasco da Gama 1-1
Fluminense-Flamengo 1-0
Ponte Preta-Palmeiras 1-0
Santos-Grêmio 4-2
São Paulo-Coritiba 3-1
Sport-Corinthians 1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar