torsdag den 28. juni 2012

Lille Romário lukker munden på Boca Juniors

Han er ikke Romários søn, men der er en god grund til, at Romarinho er opkaldt efter den legendariske landsholdsbomber. I den første finalekamp i Copa Libertadores mellem Boca Juniors og Corinthians var argentinerne på vej mod en hjemmesejr på det mål, som Roncaglia satte ind efter en lille halv time af 2. halvleg. Scoringen fik træner Tite til at kaste "Lille Romário" på banen i en sidste satsning, og med bare 5 minutter igen indfriede den tidligere Bragantino-angriber forhåbningerne. En frispilning af Emerson Sheik blev udnyttet på fornemste vis, da Romarinho iskoldt chippede bolden over keeperen Orión til slutresultatet 1-1. Corinthians snød dermed et fuldsat La Bombonera med en medlevende Diego Maradona for sejren, og alt er nu 100% lige, når de to mandskaber på onsdag spiller returkamp på Pacaembu i São Paulo. I finalen er der intet hokus-pokus med udebanemål, der tæller dobbelt, så både Corinthians og Boca Juniors skal vinde kampen for at stryge til tops i Sydamerikas fornemste klubturnering. Corinthians har aldrig fundet denne turneringen, men med resultatet i Buenos Aires har "O Timão" (Det Store Hold) gode chancer for at blive endnu større.
 
Se højdepunkterne fra Boca Juniors-Corinthians
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar