torsdag den 7. juni 2012

D'Alessandros frisparksperle sænker São Paulo

Argentinske D'Alessandro er måske Internacionals vigtigste spiller. Den 31-årige midtbanespiller viste igen sin værdi for "O Colorado" (De røde) i onsdagens 1-0 sejr over São Paulo. Internacional spillede en god kamp hjemme i Porto Alegre, og D'Alessandro satte kampens eneste mål ind 20 minutter inde i 1. halvleg direkte på frispark (se videoen nedenfor). Med sejren lægger gauchoerne sig på 2. pladsen i Serie A med 7 points for 3 kampe. Dette overgås kun af Vasco da Gama, der har fuldt hus efter de 3 spillerunder. São Paulo ligger skuffende midt i rækken med én sejr og to nederlag til Luís Fabiano & Co.
Grêmio sikrede sig sin anden 1-0 sejr i træk, da Vanderlei Luxemburgos mandskab var på besøg i Atlético Goianiense. Her faldt afgørelsen midt i 2. halvleg, da Miralles afsluttede en flot soloaktion med at banke bolden op i nettaget. Grêmio er ved at få samlet sig en fornuftig trup. Seneste signing er den 37-årige Zé Roberto, som de fleste nok kan huske fra hans tid i Bayern München. Han bliver sammen med Gilberto Silva (tidligere Arsenal) en af de nøglefigurer, der skal skyde Grêmio på rette kurs efter en skuffende 2011-sæson. Indtil videre går det ok. Klubben er i semifinalen i Copa do Brasil, og i den landsdækkende Serie A ligger man pt. på 5. pladsen. Det var Atlético Goianienses første nederlag i turneringen. "Dragerne" fra Goiânia har spillet remis i de to første kampe, og det berettiger til en plads i den tungere del af tabellen.
Atlético Mineiro sikrede sig i denne uge en aftale på 6 måneder med Ronaldinho Gaúcho, som forlod Flamengo efter en del turbulens. Ronaldinho Gaúcho er endnu ikke spilleberettiget for "O Galo" (Hanen), så den tidligere landsholdsspiller måtte se på fra tribunen, da Atlético tog imod Bahia. Atlético Mineiro er kommet fint fra start med to sejre, men i onsdagens hjemmekamp måtte Cucas mandskab nøjes med en remis. Den tidligere Manchester City-angriber bragte ellers Atlético i front i starten af 2. halvleg på et straffespark, men Fahel fik udlignet til slutresultatet 1-1 midt i halvlegen. Atlético Mineiro ligger 3'er i tabellen med 7 points ud af 9 mulige, mens Bahia holder sig lige over nedrykningsstregen med 2 points for de 3 kampe.
 
Se D'Alessandros vinder mod São Paulo

Resultater af onsdagens kampe:
Atlético Goianiense-Grêmio  0-1
Atlético Mineiro-Bahia  1-1
Coritiba-Portuguesa  2-0
Internacional-São Paulo  1-0
Ponte Preta-Flamengo  2-2
Santos-Fluminense  1-1
Sport Recife-Palmeiras  2-1
Vasco da Gama- Náutico  4-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar