mandag den 25. juni 2012

Fluminense-fest mod de rød-sorte "Drager"

Fluminense tog et godt skridt opad i tabellen, da man i Goiânia slog Atlético Goianiense med hele 4-1.  Bundproppen kom ellers foran ved Ernandes, men så overtog "O Tricolor" fuldstændig scenen. Gæsterne kunne gå til pausen oppe med 2-1 på mål af Samuel og Gum, og i 2. halvleg var Gilson uheldig med et selvmål, inden at Deco fik afsluttet målfesten på et straffespark i overtiden. Fluminense avancerede dermed til 5. pladsen i rækken med snor i Top 4, mens de rød-sorte "Drager" ligger sidst med sølle 2 points.

Svingende Botafogo stod for sidste uges positive overraskelse med sejren over ambitiøse Internacional. Denne søndag røg pendulet så i minus med et 2-1 nederlag til oprykkerne fra Ponte Preta. Loco Abreu var tilbage i startopstillingen hos hjemmeholdet, men han blev hevet ud efter 60 minutters stilstand. Nikão og Ricardinho kom på måltavlen for gæsterne, mens Andrezinho stod for Botafogos enlige scoring sat ind på straffespark. Botafogo og Ponte Preta er begge noteret for 9 points, og det rækker til en midterplacering.

Figueirense og Bahia stod for rundens eneste deler, da de to mandskaber spillede 1-1 i Florianópolis. Hjemmeholdet tog teten i starten af 2. halvleg ved målfarlige Júlio César, men indskiftede Vander fik bragt balance i regnskabet med godt 10 minutter igen. Bahia gav debut til den tidligere brasilianske landsholdsspiller Mancini, og han spillede hele kampen for gæsterne omend i en noget anonym rolle. Figueirense og Bahia holder til i den tungere del af tabellen som hhv. nr. 14 og 15 ud af de 20 hold.

Se målene fra Atlético Goianiense-Fluminense

Resultater af søndagens kampe:
Atlético Goianiense-Fluminense 1-4
Botafogo-Ponte Preta 1-2
Corinthians-Palmeiras 2-1
Figueirense-Bahia 1-1
Grêmio-Flamengo 2-0
Santos-Coritiba 2-2
Sport-Internacional 0-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar