mandag den 11. juni 2012

Juninhos sublime sparketeknik giver igen pote

Vasco da Gama holder teten i den brasilianske Serie A med maksimumpoint efter de fire spillerunder. Holdet viste høj klasse i søndagens udekamp mod Bahia, som blev besejret med 2-1. En frisparksperle af Juninho Permanbucano og et flot sololøb af Diego Souza betød, at Vasco kunne gå til pausen oppe med 2-0, og denne komfortable føring holdt helt indtil overtiden, hvor Bahia fik reduceret til 2-1 ved en gammel kending af dansk fodbold. Júnior med fortid i OB, FCK og FCN spillede hele 2. halvleg for Bahia, og angriberen krydrede en fin indsats med en enkelt kasse. Vasco da Gama fører rækken med to points ned til Atlético Mineiro, der nu har Ronaldinho i stalden.
Fluminense var det andet Rio-hold, som var i aktion denne søndag, og "O Tricolor" fik et enkelt point via 0-0 mod Internacional. De to mandskaber har mødt hinanden tidligere på sæsonen i Copa Libertadores, og her trak Fluminense det længste strå efter to jævnbyrdige kampe. Kampen i Serie A var også en intens affære, men de underholdende elementer var en mangelvare for de små 4.000 betalende tilskuere på Engenhão i Rio de Janeiro. Fluminense ligger midt i tabellen med en sejr og tre uafgjorte kampe, mens ligeledes ubesejrede Internacional bevarer pladsen i Top 4 med 8 points ud af 12 mulige.
Botafogo var det eneste mandskab fra Rio, der kom fra gårsdagens kampe med et nederlag. De zebra-stribede tabte 3-2 til dumpekandidaterne fra Náutico, og dermed må træner Oswaldo de Oliveira konstatere holdets andet nederlag i træk. Hjemmeholdet fra Náutico kom godt fra land med scoringer af Araújo og Lúcio i 1. halvleg. Botafogo fik udlignet efter pausen ved Azevedo og et selvmål af Cesinha og med blot 8 minutter igen faldt afgørelsen. En tilbagelægning af Vitor Júnior blev opsnappet af Derley, og Náutico-anføreren udnyttede sikkert denne blottelse til at sikre sit mandskab alle tre points. Náutico kommer med sejren op over nedrykningsstregen, mens Botafogos to sejre i starten af turneringen sikrer klubben en foreløbig 6. plads.

Se målene fra Bahia-Vasco da Gama

Resultater af søndagens kampe:
Bahia-Vasco da Gama  1-2
Cruzeiro-Sport Recife  1-0
Figueirense-Ponte Preta  0-0
Fluminense-Internacional  0-0
Grêmio-Corinthians  2-0
Náutico-Botafogo  3-2
Portuguesa-Atlético Goianiense  2-0
São Paulo-Santos  1-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar