søndag den 3. juni 2012

Kaninerne fælder Criciúma i topkamp

América-MG er kommet flyvende fra start i den brasilianske Serie B. "O Coelho" (Kaninen) hentede i lørdags sin fjerde sejr i træk, da man hjemme på det nyombyggede Arena Independência i Belo Horizonte besejrede Criciúma med 3-0. Criciúma mødte ellers op til kampen sprængfyldt med selvtillid efter tre sejre i tre kampe, men América-MG lod slet ikke gæsterne komme til fadet. Hjemmeholdet dominerede fra start til slut, og målene sat ind af Bruno MeneghelAgenor og Leandro Ferreira blev fordelt jævnt over de 90 minutter.
Der er meget América i toppen af Serie B. América-MG fører rækken med 12 points for fire kampe, mens navnebrødrene fra Natal er noteret for ni points for en kamp færre. Criciúma ligger trods nederlaget på en tredjeplads, mens ASA fra den nordlige stat Alagoas pt. ligger på den fjerde og sidste oprykningsplads.
 
América-MG fælder Criciúma i topkampen
  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar