mandag den 18. juni 2012

Fabuloso amok med mål og kort

São Paulo blev det første hold, der tog Atlético Mineiros skalp i dette års Serie A. Luís Fabiano var tilbage på holdet efter endt karantæne, og den tidligere brasilianske landsholdsangriber satte i slutningen af 1. halvleg kampens eneste mål ind efter en flot frispilning af Jádson. Men det var ikke den eneste gang, at Fabuloso kom i centrum. Den temperamentsfulde anfører brokkede sig til et rødt kort i slutningen af kampen, og han kan nu se frem til en ny omgang i skammekrogen. Der er spillet 5 runder, og Luís Fabiano har hevet kort i de fire kampe, som han har spillet. Det er på tide, at træner Emerson Leão indkalder sin anfører til en kammeratlig samtale. Ronaldinho spillede hele kampen for gæsterne, og R49 blev noteret som den spiller med flest fejlafleveringer (11 stk.) i runden, så det er vel bare at konstatere, at der endnu er et stykke vej til topformen.
São Paulo rykkede med sejren op på 6. pladsen i rækken med 4 points op til førende Vasco da Gama, mens Atlético Mineiro på 3. pladsen er noteret for et point mere end Luís Fabiano & Co.

Coritiba spiller på onsdag returkamp mod netop São Paulo i den brasilianske pokalturnering, og "Coxa" fik en fin optakt med søndagens hjemmesejr på 3-0 over Atlético Goianiense. Træner Marcelo Oliveira have sparet næsten hele A-kæden, så både sejren og dens størrelse var overraskende. Målmanden Vanderlei leverede små mirakler i den ene ende, og i den anden ende sørgede Pereira, Marcel og rutinerede Tcheco for målene. Coritiba får brug for samme flow i onsdagens pokalkamp. São Paulo er nemlig oppe med 1-0 efter den første kamp på Morumbi.
I Serie A ligger Coritiba nu midt i rækken, mens Atlético Goianiense er nede som nummer næstsidst.

Se Fabulosos sejrsmål mod Atlético Mineiro

Se Luís Fabianos brokke sig til rødt kort 
 
Resultater af søndagens kampe:
Bahia-Sport 2-1
Coritiba-Atlético Goianiense 3-0
Flamengo-Santos 1-0
Náutico-Grêmio 1-0
Palmeiras-Vasco da Gama 1-1
Ponte Preta-Corinthians 1-0
São Paulo-Atlético Mineiro 1-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar