onsdag den 12. marts 2014

Ukendt brasser var hård mod landsmænd i Libertadores

De brasilianske mestre fra Cruzeiro skuffede endnu en gang i Copa Libertadores, da 'A Raposa' (Ræven) i Montevideo måtte indkassere et 2-0 nederlag til Sporting Defensor.

Hjemmeholdet spillede bedst og afgjorde affæren efter pausen. Den i hjemlandet ukendte brasilianer Felipe Gedoz sparkede i det 18. minut et frispark direkte ind bag sin landsmand Fábio, og med et lille kvarter igen var den teknisk stærke Gedoz igen på pletten efter et flot opspil af de Arrascaeta.

Cruzeiro kan kun takke sig selv for nederlaget. Dagoberto sendte midt i 2. halvleg et straffespark forbi målet, og de hvidklædte gæster formåede heller ikke at omsætte de efterfølgende 23 minutters spil 11 mod 10 til noget særligt konstruktivt. 

Sporting Defensor overtager 1. pladsen i Gruppe 5 fra netop Cruzeiro. Universidad de Chile rykker også forbi brasserne efter 2-1 ude over Real Garcilaso. Cruzeiro har bare fået en enkelt sejr ud af tre mulige, og skal holdet videre til næste fase af turneringen,  kræves der nok minimum 7 points i de sidste 3 kampe.

Se målene fra Defensor - Cruzeiro

Felipe Gedoz gjorde det onde ved sine landsmænd (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar