mandag den 10. marts 2014

São Paulo ryddede måltavlen i storkampen mod Corinthians

São Paulo overlevede to selvmål af stopperen Antônio Carlos, da 'O Tricolor' søndag var på besøg på Pacaembu til classico mod Corinthians. Paulo Henrique Ganso, Luís Fabiano og Rodrigo Caio havde nemlig retningssansen i orden, så det hele endte med en 3-2 sejr til São Paulo foran de 29.119 betalende tilskuere.

'O Tricolor' er allerede sikker på en slutspilsplads. Spørgsmålet er bare om São Paulo går videre fra en 1. eller 2. plads fra Gruppe A. Det ser derimod mere end tvivlsomt ud for Corinthians, som nu ikke længere kan afgøre tingene selv. 'O Timão' skal hente 2 points og 2 mål på Ituano i løbet af de sidste 2 spillerunder for at kvalificere sig til kvartfinalen.

Luís Fabiano rykker med den ene scoring op på 1. pladsen på topscorerlisten. Den tidligere landsholdsbomber har leveret 9 kasser i 13 kampe, og det er ét mere end Léo Costa fra Rio Claro. Lidt længere nede ad listen finder vi så Antônio Carlos med fire træffere. São Paulo-stopperen kan faktisk også passere andre end sin egen målmand, Rogério Ceni... 

Se målene fra Corinthians - São Paulo

Ganso (th) bragte São Paulo på sporet med en drømmekasse (Foto: O Globo)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar