torsdag den 6. marts 2014

Luís Fabiano bomber sig til tops på topscorerlisten

São Paulo sikrede sig som det første mandskab sig en plads i slutspillet i Campeonato Paulista efter en hjemmesejr på 4-0 over Audax-SP. Favoritterne sad fuldstændigt på kampen, og det var et lille mirakel at holdet ikke fik scoret i 1. halvleg.

Der blev til gengæld slået hul på bylden efter pausen. Den gamle landsholdsforward Luís Fabiano scorede to gange inden for de første 10 minutter, mens Osvaldo og Souza sørgede for de sidste to scoringer mod et hold, som havde milde gaver med til Morumbi.

São Paulo kunne godt have vundet med det dobbelte, men 4-0 er da også en pæn sejr. Muricy Ramalhos tropper fører sin Gruppe A og skal duellere med Penapolense om den 1. pladsen, som giver nogle fordele i det kommende slutspil, hvor der lægges ud med kvartfinalerne.

Luís Fabiano nåede med sine to scoringer op på 8 kasser i alt, og 'Fabuloso' deler dermed 1. pladsen på topscorerlisten med Léo Costa fra Rio Claro. Léo Costa scorede en enkelt gang i den målfest, som udspillede sig i São Bernardo. Kampen endte 5-5 og vi manglede bare en scoring til hver side førend vi skulle ud i en tiebreak...

Kampene i denne 12. runde i Campeonato Paulista fortsætter denne torsdag, hvor der er tre kampe på programmet. Santos skal en tur til Mogi Mirim, som råder over den spillende klubpræsident Rivaldo, mens Palmeiras på Pacaembu tager imod Portuguesa. Den sidste kamp kan ses live på Kanal Sport fra kl. 23.30.

Onsdagens kampe i Campeonato Paulista:
Atlético Sorocaba - Botafogo-SP  0-1
Bragantino - Ponte Preta  2-0
Comercial - Ituano  2-0
Linense - Corinthians  0-4
Oeste - Paulista  2-1
São Bernardo - Rio Claro  5-5
São Paulo - Audax-SP  4-0

Se højdepunkterne fra São Paulo - Audax-SP

São Paulo-spillerne kan juble over at kvartfinalepladsen er hjemme (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar