torsdag den 20. marts 2014

Grêmio snød Trezeguet og de andre Old Boys i overtiden

Grêmio viste fin moral, da man onsdag aften mødte Newell's Old Boys i Buenos Aires i den 4. runde af gruppespillet i Copa Libertadores. Hjemmeholdet var yderst tæt på at hente de 3 points på det mål, som den argentinske landsholdsspiller Maxi Rodriguez satte ind med et lille kvarter igen. 'O Tricolor' kæmpede ufortrødent videre, og de høstede i overtiden belønningen, da stopperen Rhodolfo headede udligningen til 1-1 ind.

'O Tricolor' fører med to spillerunder igen Gruppe 6 med 8 points for 4 kampe, mens colombianske Nacional de Medellín følger efter med 7 points. Newell's Old Boys med store navne som Maxi Rodriguez, Banega, David Trezeguet og Gabriel Heinze har 5 points, mens Nacional fra Uruguay ligger sidst med bare ét point i denne såkaldte 'Dødens Gruppe'.

Grêmio møder i næste runde colombianske Nacional i Medellín. Kampen spilles den 2. april, og gauchoerne vil med en sejr sikre sig en plads i 1/8-finalen. Newell's Old Boys skal i aktion ugen før mod Nacional fra Uruguay, og David Trezeguet & Co. skal bruge en sejr for at være klædt godt på inden den sidste rundes knald- eller-fald-kamp mod Nacional de Medellín.


Se målene fra Newell's Old Boys - Grêmio

Stopperen Rhodolfo redder et point til Grêmio i overtiden (O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar