søndag den 18. november 2012

Første mål af Romário i Vasco-trøjen

Vasco da Gama kom ud af den onde cirkel med 7 kampe i træk uden sejr, da Rio-klubben med de portugisiske rødder besejrede Coritiba med 2-1. Den tidligere Schalke 04-spiller Lincoln bragte ellers hjemmeholdet på 1-0 på et golaço, men Romário og Nilton fik vendt kampen foran de 8.818 betalende tilskuere på Couto Pereira i Curitiba. Det var første gang, at den 20-årige Romário startede inde på 1. holdet, og angriberen med det forpligtende navn scorede på sin første boldberøring. Romário er ikke i familie med den gamle VM-topscorer, men derfor kan man godt have generne til at lave mål. Den nye bomber har i hvert fald hældt mål ind for Vasco på ungdomsplan. Lørdagens kamp betød ikke det store i den samlede stilling. Rio-klubben kan kun i den yderste teori nå en plads i den Top 4, der giver adgang til Copa Libertadores, mens Coritiba på 14. pladsen er i rimelig sikkerhed i forhold til de 4 nedrykningspladser.

Se målene fra Coritiba-Vasco da Gama
  
Lørdagens kampe:
Coritiba-Vasco da Gama 1-2
Santos-Figueirense 2-0


Ingen kommentarer:

Send en kommentar